Udtalelser

Når noget triller…


Når noget triller er der i princippet to muligheder. Man kan enten forsøge at stoppe det eller lade det trille. Gør man det første kan man forsøgsvis fastholde en ide om at have styring og kontrol. Gør man det andet er der gode muligheder for at man, hin enkelte, bevare en nysgerrighed grænsende til fatalisme. Når Charlotte Bruun lader noget trille, ved hverken hun eller vi hvor det ender. Det eneste vi og hun, ved er at hun måske og muligvis (og muligvis ikke) vil prøve at gribe det trillende før eller siden. Alt efter hvor det bevæger sig og i hvilke bevægelser vil banen, bane vej for knopskydning og fantasifulde vildskud. Der er intet der er sikkert. Intet der er på forhånd fastlagt. Hun lader det vokse, kæler for det uforudsete og følger med…

Et maleri, eller en tegning (og oftest et mix) er noget der, i Charlotte Bruuns proces, opstår når ”man” aktivt venter. Forholder sig åbent til hvad der sker, og tillader det at gå galt, hvis det er den vej det vil gå. Når man – her Charlotte B. bøjer sig nysgerrigt for det iscenesatte tilfælde og står vagt om det og billedet, er der altoverskyggende chance for at målet kommer ud af skjul og nærmer sig, kun for at gribe.

Ud af dette, denne proces, dette sig i ro forholden sig til farven og fladens sammenstød, opstår mulige fortællinger. Endnu ikke fortalte eventyr – og andre vi muligvis kender, hvorfor Charlotte B. som oftest vil være positivt nødsaget til at betitle værket når det har afsluttet sig, og ikke før.

Kulturhistorisk er der gevaldig forskel på den metode Charlotte Bruun bruger og den renæssancen ligger grunden for, den der bliver overtaget af romantikken, og stadig synes, i de fleste af livets forhold, at være den vi regner for rigtigst, nemlig det at have forhånds styr på tingene. Charlotte er en del af det moderne og det, det moderne kan være svært at fatte, men er til gengæld ofte skønt at skue.

Bjørn Ignatius Øckenholt

Gådefulde billeder og usagte fortællinger

Gåder og antydninger. Charlotte Bruuns malerier emmer af mystik. Kvindeskikkelser i alle aldre, fra forskellige kulturer og fra forskellige tidsaldre blander sig med hinanden, glider over i hinanden og udvisker grænserne. Mønstre selvstændiggør gør sig på lærredet sammen med blomster, træer og buske. Malede områder støder op til serigrafiske motiver, som igen får selskab af fotos og tekststykker. Der er ingen tvivl: Charlotte Bruun benytter sig her af collageformen, som jo netop er kendetegnet ved at være stykket sammen af forskellige elementer og forskellige materialer.

Ved at have collagen som udgangspunkt signalerer Charlotte Bruun, at vi her ikke har med én stor sammenhængende fortælling at gøre, hvor tid og sted er uløseligt bundet sammen. Tværtimod er disse billeder brudstykker og fragmenter, hvor beskueren må gøre sig sine egne tolkninger. Der er i billederne heller ikke nogen modsætning mellem udtryk og indhold. Udtrykket er indholdet – og omvendt.

Er den sammenhængende fortælling i Charlotte Bruuns billeder forsvundet, har vi til gengæld et univers fuld af drømme og stemninger. Et univers, hvor sigende blikke, levende skygger, afmægtige, melankolske og selvsikre positurer fortæller os om kvinders indre liv, tanker og følelser. Naturelementerne, dyrene og planterne, de abstrakte mønstre og de ekspressive strøg underbygger stemningen og de skjulte fortællinger. Suppleret af farven, der spænder fra nuancer af hvidt og gråt til lime og lysende gult og orange, har hvert billede sin helt egen grundtone og stemning. Virkningen er utrolig rig, kompleks og varieret. Det indre og ydre liv, de subtile nuancer, gådefulde fortællinger og tråde af erkendte og uerkendte følelser minder om både opbygningen og stemningen i Virginia Woolfs romaner. Romaner, hvor den strenge kronologi og sammenhængende historie er erstattet af indre monolog og associative tiltag.

På deres helt egen måde er Charlotte Bruuns malerier meget virkningsfulde, og man bliver suget med helt ind i disse gådefulde scenerier. Nuancerigdommen og følelsesregistret er usædvanlig stor. Man digter med, tolker, overraskes, forundres og glæder sig over åbenheden i billederne. De bliver siddende på nethinden længe efter, man har kigget på dem. Og det må da være én af definitionerne på god kunst


Af Tom Jørgensen, kunstanmelder på Jyllands Posten, redaktør af Kunstavisen